Jens Jørgen
Frederiksen - kladde
I byen Als, som
ligger på den sydlige del af Himmerlands østkyst, og som året 1845 bestod af 25 gårde og 51
huse.
Gårdene var på
dette tidspunkt bemandet med karle, piger, daglejere og hyrdedrenge.
Husenes beboere
derimod var vidt forskellige i deres erhverv, men bestod som i de fleste byer på
dette tidspunkt af forskellige håndværk. Husmænd med jordlod var de fleste, og
næsten alle fiskere, eller havde anden beskæftigelse, som fordelte sig
nogenlunde således:
1 bager og en husmand, som
solgte brød for bageren. Han har sandsynligvis kørt rundt på gårdene i sognet og
solgt brødet.
Der var 3
skræddere, hvor den enes kone var jordemoder.
Der var en
væver og en væverske i hvert sit hus.
Der var en
savskærer, som hed Peter Christensen Dreier. Hans oldefar var den berømte
rokkedrejer Søren Christensen, som var meget interesseret historiker og beskrev
livet i Als sogn fra før det 1600 århundrede og til sin død i 1765. Og der var
en tømmermand, en hjulmand og en snedker, 2 smede.
Bødkeren var tillige
fattigfoged. 2 skomagere, en træskomand, nok en hjulmand
og to grøftekastere. Der var en som bandt bikuber, en som slog
reb, og der var fiskegarnbindere, aftægtsmænd, almisnydere
og en møller. Sidst, men ikke mindst en spillemand.
Det var dog ikke
den navnkundige spillemand Jens Jørgen Frederiksen, der kom til at præge Als
lidt senere i tiden. Jens Jørgen Frederiksens slægt kan ellers spores langt
tilbage i tiden i Als by, vel den ældste slægt, som går i lige linje tilbage til
i hvert fald 1630:
– Der var en
gårdmand, som hed Peder.
– Hans søn
Jens Pedersøn var født 1646 i Als,
– og hans søn
igen var Jens Jensøn fra 1707, også gårdmand.
– Hans søn var
Friderich Jensen, der var husmand og hjemmedyrlæge med tilnavnet Smed.
– Deres søn blev
kaldt Jens Frederiksen, født 1785.
– Derefter kom
Jens Jørgen Frederiksens far, nemlig Frederik Jensen, der blev født 5.
maj 1827, konfirmeret 3. april 1842, og efter endt soldatertjeneste ved 2.
eskadron af det 5. Dragonregiment i Randers i 1849. Han kom ikke til at deltage
i noget stort slag. Han lå i Sydslesvig i 2 år, og de sidste 8 måneder som
ordonans for general Krogh ved hovedkvarteret i Flensborg.
Efter sin
hjemkomst blev han viet den 21. oktober 1853 med Christiane Jørgensdatter, og
købte sit fødehjem af godsejer til Visborggaard Jacob Kjellerup.
Ejendommen lå
midt i Als by lige syd for Flouen (gadekæret). Efter kortet er det nr. III, med
kålhave syd for husene. Der kunne holdes en hest og 2 køer. Der var ca. 6 tdr
land, men de lå spredte med ca. 1 td. land hvert sted, og nogle af lodderne var
½ til ¾ mil fra husene (ca. 3 km).
Derved var det,
set fra disse tiders afstande, meget tidkrævende at drive disse jorder, så den
kunne ikke brødføde familien, og derfor måtte Frederik Jensen finde noget
bibeskæftigelse. Han købte fisk og kørte på landet og solgte.
Engang købte han
et læs humle af en fynbo og tjente lidt på.
9 måneder efter
vielsen blev den senere så kendte spillemand Jens Jørgen Frederiksen født. Han
levede de første år som alle andre børn i landsbyen med lidt skolegang (billede
af skolen) og meget hyrdedreng, og som medhjælp i husmandsbruget.
Jens Jørgen
Frederiksen fortæller:
Han som barn
aldrig har sultet, men der var lidt knaphed, især når køerne malkede lidt. så
var der ikke smør i huset, og så stod den på ost og brød med en lille smule kogt
mælk til, og det kunne vi godt stille sulten ved.
Vi stillede
heller ikke så store krav til livet som nutildags. Tøj til klæder lavede min
moder selv, godt stærk vadmel og hørgarn, det var bedre og stærkere end
kradsuldstøj, som nutidsbønder bruger (1935), og det passede også bedre til
arbejdet.
Vi havde hvert år
et stykke i Toften tilsået med hør, og om vinteren opspandt min moder og
bedstemoder hør og blår. Om sommeren vævede moder lærred, hvoraf hørlærredet
blev solgt til omegnens godsejere, der gerne købte det på grund af dets fine
kvalitet.
På den måde kom
der jo en ekstra skilling til huse, og det kunne godt gøres nødigt.
Vi havde en
temmelig stor frugthave mest med kirsebær, og dem kørte min fader til Randers
eller Aalborg og solgte på torvet. Jeg var tit med på disse ture, og engang i
1864 var jeg med i Randers. Vi kørte som sædvanlig hele natten for at være
tidsnok på torvet, men da vi kom til byen, var den helt i oprør på grund af de
preusiske troppers indmarch.
Dette forstyrrede
jo aldeles torvehandelen, og vi måtte sælge det hele læs og fik kun lidt for
det, og måtte så hjem hen på eftermiddagen.
Et par dage efter
kom preuserne til Als, det var blå husarer. Jeg stod med gadedøren på klem, da
de red forbi, for at se de smukke uniformer, men jeg turde ikke helt åbne døren
- det var jo fjender, men de var ellers meget skikkelige, - kun én gang, da de
kom og skulle tage heste til armeens brug, da var de menige meget overladte til
dem selv, og de fleste af dem var berusede. Vi vidste i forvejen, at preuserne
ville komme, og om natten blev de gode heste gemt i omegnens store skove, så der
var kun gamle øg tilbage.
Moder kaldte på
mig om morgenen, jeg skulle i skoven og finde min fader og fortælle ham,
hvorledes det stod til hjemme.
Jeg var ikke så
glad ved dette, for det vrimlede med preusere ude på markerne, men jeg måtte jo
afsted, og halvvejs til skoven kom min fader imod mig, så jeg blev fri for
turen.
Da jeg var
tretten år, kom jeg ud at tjene hos min morbroder, hvis gård lå ude på marken.
Det var fra 1. maj til 1. november for en løn af 10 rigsdaler.
Det var en god
plads, vi fik en udmærket kost med meget saltet kød. Hver gårdejer slagtede om
efteråret en halv snes lam og desuden den store julegris, som vejede op til 300
pund flæsk, så der var ingen mangel på sul.
Det var en lang
arbejdsdag, for sådan en klør. Op kl. 4 om morgenen og sjældent i seng før kl.
11.
De andre folke
fik en lille middagshvile, men når vi havde spist til middag, så skulle Jens i
marken med Køerne, og når han kom tilbage var middagshvilen over, så jeg fik
ikke udsovet før til 1. november jeg kom hjem. Næste sommer (1868) døde min
yngre broder, og har ikke siden haft fast plads.
Niels Frederiksen
døde 6. juni 1868, 10 år gammel, og blev begravet 13. juni 1968 på Als
kirkegård.
Jens Jørgen
Frederiksen blev konfirmeret 17. søndag efter trinitatis, 4. oktober 1868 i Als
kirke med dom angående kundskab: Meget godt – og opførsel: udmærket.
1869 lærte jeg at
spille violin og tjente nu lidt ved at spille til dans og gilder.
1871 blev jeg
medlem af et efter vore forhold større orkester (8 mand), og nu spillede vi til
folkefester og markeder. Jeg har vandret hele Himmerland igennem. Det kan folk
ikke mere.
1876 fik jeg
ansættelse ved 6. batallons musikkorps og der var jeg i 2 år og 4 måneder. Men
på grund af den dårlige lønning – 59 øre om dagen og meget lidt privat
fortjeneste – så jeg mig nødsaget til at tage min afsked.
Jens Jørgen
Frederiksen rejste hjem, og efter det noget omflakkende liv, begyndte en ny
epoke i hans tilværelse.
22. marts 1880
var en dato, som kom til at betyde meget både for Jens Frederiksen og for Als by
og omegn. Da bekendtgjorde daværende lærer Lauersen, Als skole, at der skulle
være et møde på skolen, og der ville komme en mand fra København og fortælle
noget om brændevin.
Dette emne vakte
så megen interesse hos folk, at til den tid, man skulle holde mødet, var
skolestuen fyldt til sidste plads. Hovedsageligt med gårdmænd. Med en vis
spænding ventede man på, hvad denne fremmede kunne finde på at fortælle om den
yndede nationaldrik – brændevinen.
Foredragsholderen
viste sig at være lærer Estrup fra Enslev. Det viste sig straks, at han gik
meget stærkt ind for Totalafholdssagen, som det hed dengang. Han rev
forsamlingen fuldkommen med sig, når han fortalte billede for billede, hvad
følger drikkeriet havde. Varmt og indtrængende lagde han forsamlingen sagen for
– fortalte dem, hvor vigtig en samfundsopgave det var, og åbenbart var det
faldet i god jord, for efter en tøven, som det jo altid er, er der ingen, der
vil være den første.
Efter en pause
rejser én sig fra de bagerste bænke, nemlig proprietær Anders Poulsen,
Marienlund (nu Poulsenseje) sig og går med faste skridt op til pulten sig
skriver sit navn med sikker hånd uden tøven. Derefter fulgte næsten hele
forsamlingen, og dermed var Afholdsforeningen stoftet.
Blandt de
stiftende var Jens Jørgen Frederiksen.
Der står i Als
Afholdsforenings Jubilæumsskrift 25 år 1905 et afsnit om legestuernes
tilslutning:
Som tidligere
antydet begyndte foreningen på et ret tidligt tidspunkt af afholde legestuer.
Den egentlige årsag hertil var følgende: De enkelte unge mennesker, som var
medlemmer af foreningen, blev på forskellig måde forulempet og cikanere, både
kom i kroen til dans.Det blev nemlig den gang betragtet som noget
eftertragtelsesværdigt at kunne drikke mest. Den, der ikke drak noget, var sådan
halvvejs regnet for et fjols. At de få unge, som havde brudt med denne rå og
nedværdigende tankegang, måtte føle ulemperne heraf, siger sig selv.
For at undgå
dette i fremtiden, blev karlene enige om at forsøge på at afholde dans uden
spiritus. Man henvendte sig derfor til mølleejer Jermin, Haslevgårds mølle,
(billede) med opfordring om at indrette dansesal i hans tidligere nævnte ejendom
i Als.
Da Jermin var
ivrig og født afholdsmand, fandt han sig stærkt tiltalt ved tanken om at kunne
få de unge til at samles og more sig uden at bruge berusende drikke. Kunne man
blot få tag i ungdommen, var sagen rykket et godt stykke fremad. Ud fra denne
tankegang imødekom Jermin opfordringen og Salen blev indrettet. Det var med en
vis interesse, man imødeså resultatet af denne konkurrence med Kroen, som nu var
etableret (1892).
Til ære for
ungdommen skal siges, at tilslutningen i Afholdssalen var meget god.
Der var to
faktorer, som fortjener at nævnes, og hvem den største skyldes, når man ser
resultatet af denne første noget ængstelige begyndelse.
Lidt efter lidt
slappedes det tag, kroen havde i de unge for til slut helt at give tabt.
Det er nu en
„Saga blot” det tidspunkt, da den sidste legestue holdtes i kroen.
Hvilken
forandring i de 25 år! Det er et kulturarbejde af rang, der er udrettet. Hvor
har de dog gjort sig fortjent af efterslægten, disse mænd, der den 22. marts
1880 underskrev afholdsløftet og dermed banede vejen ud af denne århundrede
gamle brændevinsforpestede atmosfære.
Ved de nu i
Afholdshjemmet afholdte legestuer møder ungdommen fuldtallig op, ja i så store
mængder, at det alvorligt er på tale at udvide den store forsamlingssal. Denne
tilslutning vidner om, hvilket fast tag, afholdssagen har fået i ungdommen.
Der er ovenfor
nævnt to faktorer, som havde væsentlig årsag i, at tilslutningen hurtigt blev så
stor og sejren så eklatant, så fuldstændig som sket er. Den ene faktor var de
unge piger. Da de stod over for det store valget mellem dans uden spiritus og
dans med spiritus, var det store flertal straks klar over, at den morskab, der
flugte med, hvor drikkeriet sad til højbords, var ikke af det gode. Tonen der
herskede var til tider ikke fri for at vække anstød, så da lejlighed gaves,
viste den kvinderne medfødte takt sig i, at de i stort tal søgte hen, hvor
drikkeriet var bandlyst.
Den anden faktir
var kun en enkelt mand; men en mand, der har haft en uvurderlig betydning ved at
han stillede sine udmærkede evner til rådighed ved froeningens allerførste
sammenkomster. Denne mand er musikdirektør Jens Frederiksen, hvis billede findes
i veteranernes midte. Han var hurtig klar over, at skulle afholdsarbejdet få
betydning, skulle det være gennem den opvoksende slægt. Frederiksen spillede den
gang sltid til dans på kroen; men som ovenfor nævnt, brød han af straks da
foreningen kaldte på ham. At det var en gevinst af betydning at have Frederiksen
som musiker er tilstrækkelig bekendt. På landet, hvor det ikke altid er første
klasses musik, der leveres, rager Frederiksen så højt op, at hans lige vel er
vanskelig at finde uden i de større byer. En stab af unge musikere han han
uddannet og – det er vel nok mere end et tilfælde, at afholdsmænd er de blevet
alle. Mon ikke Frederiksen ved sit eksempel og sin enestående personlighed har
været den indirekte årsag til, at eleverne har fulgt hans fodspo..
Ved den tidligere
omtalte store julefest for børnene møder Frederiksen op med hele sit korps og
spiller fuldstændig gratis – det er hans bidrag til juletræet. Frederiksen har –
som man ser – indlagt sig stor fortjeneste af afholdssagen og det ville være en
mangel ved dette skrift om heri blev bragt en tak for den støtte, han har været
gennem de mange år.
Jens Frederiksen
skriver selv:
1880 var jeg
medstifter af en afholdsforening, og siden har jeg ikke smagt spiritus, og jeg
tror at jeg af den grund, trods min høje alder, endnu har bevaret mit gode
helbred.
1885 blev Jens
Jørgen Frederiksen udnævnt til strandfoged. Nok en titel blev føjet til.
Efter nogle år
hjemme købte han barndomshjemmet, nemlig den 30. januar 1887. Da blev der
skrevet skøde på ejendommen af Als by og sogn matr. nr. 3b. Af hartkorn 1 skp. 1
fjdk. ¼ album.
Købesummen
udgjorde 4.000 kr. Underskrevet Frederik Jensen.
Nu var Jens
Jørgen Frederiksen selvejer-gårdmand, musikdirektør, fisker og strandfoged.
9. marts året
1900 blev Jens Jørgen Frederiksen gift med Dorthea Pedersen, datter af fisker og
husmand Christen Pedersen i Halvrebene. Han var 46 år gammel og pigen var ganske
ung. Hun var 21 år gammel.
Frederik
Frederiksen blev allerede født den 9. juli 1900 (død 22. november 1960)
Kristiane, (hun
døde 18 år gammel af den spanske syge)
Kristen, f. 8.
oktober 1901
Niels, f. 1. juli
1903
Erling, f.
Jørgen, f.
Hans, f. 28.
januar 1917
Knud, f. 13.
november 1920
Jens Frederiksen
fortæller:
1900 blev jeg
gift med en ung pige Dorthea Pedersen, datter af fisker og husmand Christen
Pedersen. Vi har haft 10 børn, hvoraf 8 sønner er levende, og de spiller lidt
allesammen.
1895 den 9. marts
får Jens Frederiksen udstedt næringsbevis som møller, hvilket næringsbrug han
ville udøve fra matr. nr. 15c af Als by og sogn.
Jens Jørgen
Frederiksen skriver om dette:
1895 købte jeg en
på min mark liggende vejrmølle, som jeg tænkte at drive sammen med gården, men
da bønderne begyndte at bygge husmøller, solgte jeg den igen efter nogle års
forløb.
1895-96 gjorde
jeg en kort rejse til henholdsvis Sverrig og Norge, for at se, hvorledes det så
ud i vore nabolande.
Der går nu en
række år med hårdt slid på grund af den store forøgelse af familien, men uden
indholdsrige begivenheder.
Der var dog
nogle.
Mandag den 9.
marts 1925 fejrede Jens og Dorthea deres sølvbryllup. Der skrives i avisen
bl.a.: Ved siden af sin gård, på hvilken han har en førsteklasses besætning, har
Frederiksen, der nu er 71 år gammel, snart i 50 år dyrket musikken. Den
forståelse, som Frederiksen har skabt for god lødig musik, har haft en ikke
ringe kulturel betydning for egnen her. Sølvbrylluppet ønskedes fejret i
stilhed.
1928 fik jeg
forbindelse med den bekendte statsskovrider Poul Lorenzen, Rold Skov, og sammen
med ham har jeg bidraget til at redde de gamle almuedanse og viser fra
forglemmelse.
Jeg har været med
ham i England sammen med et hold folkedansere. Vi dansede 2 gange i London – på
Universitetet og i Albert Hall – og rejste derpå gennem landet ud til
Atlanterhavet, hvor vi dansede i en lille by –
Nether Stovey – og siden i den store by Bath, hvor vi så de store
udgravninger fra romertiden. Denne rejse var en stor oplevelse for mig.
I sommer (1938)
blev jeg af Lorenzen engageret til – sammen med 3 Sønner – at spille på
udstillingen på Bellahøj, og det var en stor glæde for mig at spille de gamle
melodier. Jeg har efter hukommelsen optegnet over hundrede melodier her fra
Himmerland – mest turdanse – og de
er med beskrivelse af Lorenzen udgivet gennem Vilhelm Hansens Musikforlag og
derved reddet fra forglemmelse.
Ja, så har jeg
efter bedste evne skildret mit levnedsløb. Jeg har kun at tilføje, at jeg ikke
er så rask mere. Hjertet begynder at gøre strejke, og der er jo også slidt på
det gennem et langt liv.
Als den 1.
november 1938
Jens Jørgen
Frederiksen