Jens Jørgen Frederiksen

Als, Østjylland, Strandfoged.

 

Udnævnt den 7' September 1935.

 

Begrundelse

Strandfoged i en meget lang Aarrække. Tillige Spillemand for Folkedanserhold og har ydet Musikvidenskaben Tjenester ved sin Hukommelse m.H.T. gamle Viser og Melodier.

 

Dannebrogsmand

Jens Jørgens Frederiksens

Levnedsbeskrivelse.

 

Jeg er født den 27. Juli 1854 i Landsbyen Als, som er beliggende paa Østkysten af Jylland, ca. 1 Miil Nord for Indløbet til Mariager Fjord. Jeg er Søn af Husmand Frederik Jensen og hans Hustru Christiane Jørgensdatter. Min Fader blev indkaldt til 5. Drg. Regiment i Randers i 1849, men han kom ikke til at deltage i noget stort Slag, han laa 2 Aar i Sydslesvig, de sidste 8 Maaneder som Ordonants for General Krogh ved Hovedkvarteret i Flensborg.

Efter sin Hjemkomst blev han gift og kjøbte sit Fødehjem af Godseieren. Paa denne Eiendom kunde der holdes en Hest og 2 Køer. Der var ca. 6 Tdr. Land, men de laa adspillede med 1 Td. Land paa hvert Sted og nogle af Lodderne ca. ½ - ¾ Miil fra Byen, saa det var meget træls at drive. Denne Eiendom kunde ikke føde en Familie, og derfor maatte min Fader see sig om efter mere Beskjæftigelse. Han kjøbte Fisk og kjørte op i Landet og solgte. En Gang kjøbte han et Læs Humle af en Fyenbo og tjente lidt paa. Jeg har aldrig som Barn sultet, men der var tidt Knaphed, især naar Køerne malked lidt, var der mange Gange ikke Smør i Huset. Saa stod den paa Ost og Brød med en lille Smule kogt Mælk til og det (kunne) jo godt stille Sulten. Vi stillede ikke saa store Krav til Livet som nutildags. Tøi til Klæder lavede min Moder selv, godt stærk Vadmel og Hvergarn. Det var bedre og stærkere end det Kradsuldstøi, som Nutidsbønder bruger og passede ogsaa bedre til Arbeidet. Vi havde hvert Aar et Stykke i Toften tilsaaet med Hør, og om Vinteren spandt min Moder og Bedstemoder Hør og Blaar, om Sommeren vævede Moder Lærred, hvoraf Hørlærredet blev solgt til Omegnens Godseiere, der gjerne kjøbte det paa grund af dets fine Kvalitet. Paa den Maade kom der jo en extra Skilling til Huse, og det kunde godt gjøres nødig. Vi havde en temmelig stor Frugthave –  mest med Kirsebær – og dem kjørte min Fader til Randers eller Aalborg og solgte paa Torvet. Jeg var tidt med paa disse Ture og engang i 1864 var jeg med i Randers. Vi kjørte som sædvanlig hele Natten for at være tidsnok paa Torvet, men da vi kom til Byen, var den helt i Oprør paa Grund af de preusiske Troppers Indmarch. Dette forstyrrede jo aldeles Torvehandelen og vi maatte sælge det hele Læs og fik kun lidt for det, og naaede saa hjem hen paa Eftermiddagen. Et Par Dage efter kom Preuserne til Als. Det var blaa Husarer. Jeg stod med Gadedøren paa klem, da de red forbi, for at see de smukke Uniformer, men turde ikke helt aabne den – det var jo Fjender, men de var ellers meget skikkelige. Kun een Gang, da de kom og skulde tage Heste til Armeens Brug, da var de menige meget overladte til dem selv, og de Fleste af dem var berusede. Vi vidste i Forveien at Preuserne vilde komme, og om Natten blev de gode Heste gjemmede i Omegnens store Skove, saa der var kun gamle Øg tilbage. Moder kaldte paa mig om Morgenen, jeg skulde i Skoven og finde min Fader og fortælle ham, hvorledes det stod til hjemme. Jeg var ikke saa glad ved denne, thi det vrimlede med Preusere ude paa Marken, men jeg maatte jo afsted, og halvveis til Skoven kom min Fader imod mig, saa jeg blev fri for Turen.

Da jeg var 13 Aar, kom jeg ud at tjene hos min Morbroder, hvis Gaard laa ude paa Marken. Det var fra 1. Mai til 1. Novbr. for en Løn af 10 Rigsdaler. Det var en god Plads, vi fik en udmærket Kost med meget saltet Kjød. Hver Gaardeier slagtede om Efteraaret en halv Snes Lam og desuden den store Julegris, som veiede op til 300 Pund Flæsk, saa der var ingen Mangel paa Sul. Det var en lang Arbeidsdag for saadan en ung Klør, op Kl. 4 om Morgenen og sjelden i Seng før Kl. 11, de andre Folk fik en lille Middagshvile, men naar vi havde spist til Middag, saa skulde Jens i Marken med Køerne, og naar han kom tilbage, var Middagshvilen overstaaet. Jeg fik ikke udsovet før (jeg) til 1. Novbr. kom hjem.

Næste Sommer (1868) døde min yngre Broder. Jeg kom da hjem og har ikke siden haft fast Plads.

I 1869 lærte jeg at spille Violin og jeg tjente nu lidt ved at spille til Dands og Gilder.

1871 blev jeg Medlem af et efter vore Forhold større Orchester (8 Mand) og nu spillede vi til Folkefester og Markeder. Jeg har vandret hele Himmerland igjennem, det kan Folk ikke mere.

1876 fik jeg Ansættelse ved 6' Bataillons Musikkorps og der var jeg i 2 Aar og 4 Maaneder. Men paa den daarlige Lønning, 59 Øre om Dagen og meget lidt privat Fortjeneste, saa jeg mig nødsaget til at tage min Afsked.

1880 var jeg Medstifter af en Afholdsforening og siden har jeg ikke smagt Spiritus, og jeg troer, at jeg af den Grund, trods min høie Alder, endnu har bevaret mit gode Helbred.

1885 blev jeg udnævnt til Strandfoged og 1887 kjøbte jeg en noget større Landeiendom (2 Td. Hartkorn) og der har jeg boet siden.

1900 blev jeg gift med en ung Pige Dorthea Pedersen, Datter af Fisker og Husmand Christen Pedersen. Vi har haft 10 Børn, hvoraf 8 Sønner er levende, og de spiller lidt alle sammen, men siden Jazz Musikken tog Overhaand, har jeg ikke rørt Violinen ret meget.

1895 kjøbte jeg en paa min Mark liggende Veirmølle, som jeg tænkte at drive sammen med Gaarden, men da Bønderne begyndte at bygge Husmøller, solgte jeg den igjen efter nogle Aars Forløb.

1895 og 96 gjorde jeg en kort Reise henholdsvis til Sverrig og Norge for at see, hvorledes det saa ud i vore Nabolande.

Der gaar nu en række Aar med haardt Slid paa Grund af den store Forøgelse af Familien men uden indholdsrige Begivenheder.

1928 fik jeg Forbindelse med den bekjendte Statsskovrider Poul Lorenzen, Rold Skov, og sammen med ham har jeg bidraget til at redde de gamle Almuedandse og Viser fra Forglemmelse. Jeg har været med ham i England sammen med et Hold Folkedandsere. Vi dandsede 2 Gange i London – paa Universitetet og i Albert Hall – og reiste derpaa gjennem Landet ud til Atlanterhavet, hvor vi dandsede i en lille By Nether Stovey ?? og siden i den store By Bath, hvor vi saa de store Udgravninger fra Romertiden. Denne Reise var en stor Oplevelse for mig.

I Sommer (1938) blev jeg af Lorenzen engageret til, sammen med 3 Sønner, at spille paa Udstillingen paa Bellahøi og det var en stor Glæde for mig at spille de gamle Melodier. Jeg har efter Hukommelsen optegnet over hundrede Melodier her fra Himmerland, meest Turdandsen og de ere med Beskrivelse af Lorenzen udgivne gjennem Vilh. Hansen Musik Forlag og derved reddede fra Forglemmelse.

Ja, saa har jeg efter bedste Evne skildret mit Levnedsløb, jeg har kun at tilføje, at jeg ikke er saa rask mere, Hjertet begynder at gjøre Streike, og der er jo ogsaa slidt paa det gjennem et langt Liv.

 

Als d. 1. Novbr. 1938

Jens Jørgen Frederiksen

Jens Frederiksen er 82. Håret og skæg­get er tyndt og hvidt, men i øjnene flammer en ung­dom­melig ild, der giver blikket liv og var­me. Jeg besøger ham en kold og regn­tung for­mid­dag. Blæsten farer fra Kattegat ind over Als og sætter isflagerne i bydam­men i drift. Vejen er opkørt og pløret! »Det er de forbistre­de mæl­ke­­vogne«, ler Jens Fre­deriksen, da vi hoppende over vandpytter og mudder nærmer os hans lil­le hyggelige hjem, der ligger i ud­kanten af by­en. »Ja, én bor jo sådan lidt af­sides«, fortsætter den gam­le, »så jeg syntes, det var bedst at hen­te Dem ved bilen. Én kunne jo aldrig vide, om De kunne finde rundt i sådan en storstad som Als!« Nu ler Jens Frederiksen igen, en smit­ten­de, godmodig latter, der pibler frem af et ung­dommeligt sind, og får mig til at glem­me de hvide hår og de 82, da jeg har sid­det et øje­blik i hans og hans kones hyg­gelige stue, og samtalen er kommet i gang ved den dam­pen­de kaffe. På væggen over skrivebor­det hæn­ger violinen; den har hæ­ders­pladsen som en kær ven.

– Ja, vi har haft mange fornøjelige ti­mer sam­men, vi to, siger Jens Frederiksen og skeler op til sin gamle kammerat. – Jeg var 16 år, da vort makkerskab begyndte, og vi har holdt troligt ud begge to. Ja, vi har så. Det var an­der­le­des tider dengang. Vi festede ikke så tit, men når vi så endelig tog fat, var det noget, der led. Jeg husker engang, jeg spil­lede til bryl­lup fjorten dage i træk. Ja, De ser forbavset ud, men se det kunne vi holde til i vore unge da­ge. – Violinen får at­ter et venligt sideblik.

– Der var en tre‑fire bryllupper lige på række, og et ordentligt bryllup varede an­stæn­digvis fire dage. Jeg sov et par timer hver nat i de fjorten dage. De sidste gæster holdt ikke op med at danse, før ved fem-seks‑tiden om morgenen, og ved otte‑ni­-tiden var de første parate til at tage fat igen. Det kneb jo nok som­metider med at få gang i buen, men hvad, når først vi havde fået et par kontra'er og en gammel rheinländer, gik det såmænd nemt nok igen.

 

KAFFEPUNCHER TIL KARLENE,  HVEDEBRØD TIL PIGERNE.

Fru Frederiksen sætter en kande dam­pen­de kaf­fe på bordet, og den gamle spil­le­mand skænker op, mens han fortsætter: – Vi havde lieg­stouw fem gange om året: en ef­terårs­liegstouw i oktober, og i julen; en til fastelavn og en på Christian den Niendes fød­selsdag den 8. April (1863 - 1906). Det var karlene, der stillede an til fest. De fik lov til at låne en storstue i en el­ler anden gård, hvor der var god plads, og hver del­tager betalte en mark til Lav'et, som det hed. Vi spillemænd fik fire mark for en hel nat. Det var ikke meget, men der blev også al­tid så meget til rest, at en hel del af karlene kun­ne blive pænt fulde for det. De kunne som regel få kaffepuncher i gården, hvor lieg­­stouw’en var. Pigerne måtte nøjes med hve­de­brød, som bageren kom og solgte.

– Og de dansede hele natten?

–  Ja, lige til den lyse morgen. Jeg kan hu­ske, vi engang spillede og dansede endnu, da folk gik til kirke. Så kom der politiforbud mod at blive ved længere end til klokken fire, og sikken et ramaskrig, der løftede sig i den anledning.

– Hvem var med til liegstouw?

– Det var byens karle og piger. Imel­lem skete det nok, der kom en fremmed med, men det var nu ikke rigtig til måde. Den, der tog uden­­sogns for at komme til at danse, blev ikke reg­net.

– Nej, man kunne da bliv' hjemme hos sit eget, føjer Fru Frederiksen bifaldende til.

 

PIGEGILDE TIL HELLIGTREKONGER.

Jens Frederiksen grunder lidt, inden han fortsætter. Så kommer det med et smil: – Når vi endelig er kommet til at snakke om det, så skal De minsandten også ha' det hele med. Ser De, af de fem liegstouw'er var to særlig fine. Den ene var helligtrekongers­fe­sten. Den blev kaldt pigegildet, fordi piger­ne afholdt alle ud­gifterne. De gav kaffe og bryggede øl. Nyt­årsdag mødte de med et ot­tingkar malt i går­den, hvor gildet skulle væ­re. Det var til at bryg­ge øl af. Forresten be­nyt­tede man altid lej­ligheden til en lille svingom, men der blev slut­tet i pæn tid, så man ikke spildte kræfter­ne til selve hellig­tre­kongersgildet.

Den anden fine liegstouw var den, vi holdt fastelavnsmandag, og det var forresten den fi­neste af dem allesammen. Den be­gyndte om formiddagen klokken ti. Karlene og piger­ne mødte i deres allerfineste tøj og dansede he­le dagen bortset fra et par timer, hvor de gik hjem for at spise til middag og af­ten. Om af­te­nen skiftede vi tøj. Det fine blev lagt til en si­de, og vi trak i de almin­delige liegstouw-klæ­der. Fatelavnsgildet va­rede som regel i flere da­ge. Når vi havde dan­set hele natten efter fastelavnsmandag, gik vi hver til sit om morge­nen ved syv-otte‑tiden, men henpå formid­da­gen begynd­te de ivrigste at indfinde sig igen, så måtte man jo i gang med fiolen, selvom det som­metider kneb.

 

DE »FINE MUSIKERE« MANGLER »TAG'ET«.

Jens Frederiksen har udført et stort ar­bej­de for de gamle danses bevarelse. Han har alle sine dage været ferm på fingrene til at skrive noder, og den dag i dag sysler han dermed, samtidig med, at han forbereder ud­sendelsen af sine ikke kedelige liegstouw­erindringer.

‑ De rigtig gamle danse eksisterede ik­ke på noder, fortæller han, og da jeg nåede de 70, tænkte jeg: Nu må du hellere tage dig for at skrive nogle af dem op. Når du »går«, er der måske ingen, der kender dem. Det gjorde jeg så, og da jeg tog op og viste dem til Skovrider Lorenzen, som er så svært in­teres­seret i den slags, blev han også vældig glad. Nu spiller jeg ikke selv så meget. Vi har et hold folke­dan­sere hernede, der samles en gang om må­ne­den. Dem spiller jeg for, men det er jo ikke som i de unge dage, da jeg spillede til bal nat­ten lang. –

Vi taler om den store begivenhed på fredag, når Jens Frederiksen og hans tre søn­ner skal spille i Kilden ved radiotrans­mis­­sionen.

– Det glæder jeg mig til, siger han. For­hå­­bentlig bliver det en Udsendelse, lyt­terne synes om. Der er jo ikke så lidt gam­mel dan­se­musik i radioen, men en hel del af det, er ikke godt. De mangler »Tag'et«, de fine musi­ke­re, som ikke selv har set, hvor­dan de gamle dansede.

Jens Frederiksen fortæller om sin tur til London med de danske folkedansere for et par år siden. ‑ Det var en stor oplevelse. De kan tro, jeg følte mig som en bette mand, da jeg muttersalene stod i Albert Hall og skulle spille for en kæmpeforsamling på 10.000 menne­sker. Nå, jeg klemte på, og det gik såmænd også meget godt, selvom jeg ik­ke kunne hamle op med det 16‑17 mands or­kester, der sad i den anden ende af salen. Jeg har da forresten været med folke­dan­serne både i Norge og Sverrig, og jeg havde også håbet at komme en lille tur til Tysk­land. Nu når jeg det nok ikke, men det går vel endda. –

 

MUSIK MED MELODI.

Det er ved den tid, rutebilen skal gå, og i sid­ste øjeblik kan jeg ikke dy mig for at spør­ge Jens Frederiksen, hvad han synes om moder­ne musik.

Spørgsmålet har den forventede virk­ning. Den gamle landsbyspillemand ryster på hovedet, så de tynde, hvide lokker står i et brus: – Moderne Musik! Lad vær' at næv­ne den! Den er mig en torn i øjet. Jeg vil ha­ve musik med melodi i. Det er der jo næsten aldrig i moderne musik. Er der engang imel­lem et lille stykke, kommer »de« øje­blik­kelig larmende med »deres« harmonisering, og så er det hele ødelagt. – Jens Frederiksen slår pludselig over i et stort smil: – Ja, man er jo tilbøjelig til at ta­le om »den gode, gam­le tid«. Men det er såmænd løgn alt­sam­men. Tiden før var ikke bedre end nu. Jeg har altid godt kunnet li' ungdommen, og jeg vil den dag i dag helst være i de unges sel­skab, når bare jeg må bli­ve fri for deres mu­sik. – – –

                                                     Jus.