Jens Frederiksen, død 19.april 1943.

 


En kendt himmerlandsk Spillemand Jens Frederiksen, Als i Østjylland, er i Gaar død, ca. 90 Aar gammel. Jens Frederiksen var i omtrent 60 Aar Strandfoged i Als, men det er ved sin Virksomhed som Landsbymusiker og Komponist af danske Melodier, at han er blevet kendt. Han dannede sammen med sine otte Sønner et Orkester og har med dette optraadt blandt andet i Radioen og i Kilden i Aalborg. Sin største Berømmelse naaede Jens Frederiksen, da han sammen med Himmerlands


Folkedansere under Ledelse af daværende Statsskovrider Poul Lorentzen var paa Turné i England og leverede Musiken til de gamle Danse. Det er sikkert uden Sidestykke, at en dansk Landsbyspillemand har opnaaet Berømmelse uden for sit Lands Grænser.

 

Jens Frederiksen havde abonneret paa Politiken fra den Dag den udkom og blev derfor ved Bladets 50 Aars Jubilæum udnævnt til Æresabonnent.


 

Den gamle Spillemand

i AIs død

Efter Faderens Ønske spillede hans otte Sønner

ved Baaren i Aftes

 


I en Alder af 89 Aar er Gaardejer og forhenværende Strandfoged Jens Frederiksen, Als, Østjylland, afgaaet ved Døden i sit Hjem.

 

Det er en Himmerlands stoute, særprægede Skikkelser, der her er gaaet bort. Skønt Jens Frederiksen til sin Død drev sin fædrene Gaard, og skønt han var Strandfoged i 56 Aar, var det dog hverken som Strandfoged eller Landmand, han blev kendt over det ganske Land, men derimod som Musiker. Han var en sjælden musikalsk Begavelse og havde en inderlig og dyb, kærlighed til Musikken, der virkede smittende, saa alle, der kom i Berøring med ham, uvilkaarligt kom til at elske Musik. Man siger da ogsaa om ham, at han lærte hele Als at spille, og helt ved Siden af er det ikke. Faa steder er Musikken i den Grad hver Mands Eje, som Tilfældet er I Als, og det er først og fremmest Jens Frederiksens Skyld.

 

Spillede i London

Han begyndte allerede at spille ved Byens og Egnens Fester, da han var 14 Aar gammel, og længe varede det ikke, før hans Ry gik viden om. Da den daværende Statsskovrider ved Buderupholm Skovdistrikt, Skovdirektør Poul Lorenzen i 1929 drog ud paa Turne med sit Folkedanserhold, var Jens Frederiksen med som Spillemand, og i Albert Hall i London spillede han sig ind i 10.000 begejstrede Englænderes Hjerte. Mangfoldige andre Steder har han optraadt: ved Ræbild‑Fester, paa Bellahøj, i Kilden, hvorfra hans Musik transmitteredes gennem Radioen, og mange andre Steder. Hans musikalske Begavelse gik i Arv til hans Børn, og hans otte Sønner udgjorde i sin Tid et smukt sammenspillet Orkester.

 

Som ungt Menneske aftjente Jens

Frederiksen sin Værnepligt i Viborg, hvor hans musikalske Evner bragte ham ind i Regimentsmusikken, og ved sin Hjemkomst blev han ansat som Strandfoged. Da han I denne Egenskab fejrede 50 Aars Jubilæum, fik han tildelt Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

 

 

Et gribende Optrin ved den

gamle Spillemands Baare


Skønt hans Musik ofte førte ham bort fra Hjemmet, var han dog et Hjemmets Menneske. Han elskede sit Hjem, og kort før han døde, bad han om, at hans Kiste maatte blive stillet hen under den store Kastanie i Gaarden ved hans gamle Hjem, og her skulde hans otte Sønner blæse en af hans egne Kompositioner "Aften ved Havet". Der var en ejendommelig bevæget Stemning over


det store Følge, da Sønnerne i Aftes inden Kisten førtes til Kapellet, efterkom Faderens sidste Ønske.

 

Jens Frederiksen er ikke mere, men al den Livsglæde, han med sin Musik har nedlagt i sine Medmenneskers Sind, vil bevare hans Minde langt ud i Fremtiden.


 

 


For nogle Uger siden døde den gamle Spillemand Jens Frederiksen i Als. Statsskovdirektør Poul Lorenzen, der var en god Ven af denne stoute, særprægede Himmerbo, har i Kronikken i Dag ristet ham en smuk Minderune. Han fortæller om Jens Frederiksens jævne og dog saa rige Tilværelse gennem hvilken


Kærligheden til gammel Folkemusik gik som et skønt klingende Ledemotiv og fremhæver den gamle Spillemands noble og retsindige Karakter, der skaffede ham Agtelse og Venner ikke blot i Himmerland, men langt udenfor hans Hjemegns Grænser, hvortil hans Virksomhed som Spillemand førte ham.


 

Hjemstavnsliv.

Nr. 8 - Fredag den 21. maj 1943.

 

Minderune over en gammel Spillemand.

 


Jens Frederiksen, Als, Himmerland, er død 90 Aar gammel. I sine senere Aar var han Landmand, og endnu i Fjor tog han Del i Høstarbejdet. En Tid var han Møller. Strandfoged var han en Aarrække, Fisker var han det meste af sit Liv. Men een Ting var han altid: Spillemand. Musikken, vel at mærke den "gammeldaws", var hans eet og alt.

Mange Folkedansere husker Jens Frederiksen fra nogle af vore stævner. Han var saaledes med til Danske Folkedanseres allerførste Stævne i Skanderborg 1930. Andre har hørt ham og de berømte 8 Sønner, "Drengene", som han blev ved at kalde dem, spille til Rebildfesten eller paa Bellahøjudstillingen eller i Radiofonien; men intet af alt dette gik Jens Frederiksen til Hovedet, han blev ved at være Landsbyspillemanden Jens Frederiksen fra Als i Østhimmerland, ogsaa, da han i 1929 var med Himmerlandskvadrillen i England og spillede under Jubel i det udsolgte Albert Hall og mange andre Steder, og han er dog rimeligvis den eneste danske Musiker, der har spillet for udsolgt Hus i Albert Hall.

 

Men sin Livsgerning som Spillemand øvede Jens Frederiksen i Als By og Sogn, hvor hvert Barn kendte ham, hvor gamle og unge lyttede til hans Musik, og hvor han underviste i Musik, saa hvert andet Menneske kan spille. Jeg har været til Legestue i Als og danset til et 16 Mands Orkester. Musikerne skulde have en Kop Kaffe og stillede Instrumenterne fra sig, medens de dansende belavede sig paa ogsaa at holde Pause; men en af Forsamlingen tog Kontrabassen, en anden Violoncellen, og før man saa sig for, sad der et nyt Orkester og spillede ‑ alle Elever af den gamle Mester.

 

Jeg har ogsaa oplevet en Aften i Als med Musik og Dans, en Art Jubilæum med Jens Frederiksen i Spidsen for Orkesteret i Anledning af, at det var 70‑Aars Dagen for den første Legestue, hvor han havde spillet. Han spillede paa den samme Violin som den Gang, og han spillede som en ung Mand.


Den Aften var hele Als Sogn samlet for at sige den gamle Spillemand Tak. En Mand mindedes, at han for 53 Aar siden lærte at spille hos Jens Frederiksen, og en graahaaret Kone fortalte om Juletræet i Skolen, da hun var Barn ‑ det eneste Juletræ, Børnene kendte den Gang. Der sad Jens Frederiksen i Lysenes Glans

og spillede de gamle Julesalmer, medens Børnene sang, ‑ og Pinsemorgen mødtes han og Børnene igen til Sang og Musik, dog ikke i Skolen, men i de grønne Bakker ud imod Stranden, "Og siden hen", fortsatte Konen, "spillede du til mit Bryllup baade Bryllupsmarchen til og fra Kirken og til Dansen om Aftenen ‑ og senere igen for mine Børn til Jul og til Pinse, ‑ og nu har du også spillet til mit Sølvbryllup, og for det altsammen vil a sige dig Tak, Jens Frederiksen".

 

Han var ikke Violinvirtuos, den gamle, prøvede heller ikke paa at være det; men paa sit Omraade som Landsbyspillemand hørte han til de store. Han kunde sit Fag og kunde være en haard Dommer overfor, hvad der ikke var ægte. "Han spiller storartet", kunde Jens sige om en eller anden rutineret Musikker, som forsøgte sig med en gammel Menuet el. l.; "men det har ikke noget med Dans at gøre, ‑ han mangler "Tawet"!

 

Komponist var han ogsaa baade til Menuetter, Valse, Marcher m. m., og der er fortrinlige Ting imellem. En lille alvorlig og køn Melodi "Aften ved Stranden" har han ogsaa komponeret. Da Jens fyldte 88, vilde man vække ham med Musik og stillede Kl. 6 om Morgenen; men Fødselsdagsbarnet var forlængst gaaet til Havet, hvortil han gik hver eneste Dag. Hen paa Eftermiddagen kom Musikanterne igen, og nu var Jens


Frederiksen hjemme og kunde glæde sig over, at de til hans Ære spillede en stor Del af hans egne Kompositioner bl. a. "Aften ved Stranden". Den blev spillet som en Hymne; vi rejste os, og øjeblikket var saa højtideligt, at alle var dybt grebne, ogsaa den gamle, som sagde: "Den spillede I smukt" Men saa tog han sig i det, ‑ det var jo "Drengene" og andre Elever, der ikke havde godt af for megen Ros, ‑ og rettede det til: "Den kom I helt pænt fra!"

 

Men endnu mere højtidsfuldt maa det have lydt, da den gamles Kiste Skærtorsdag stod under Kastanjen i Gaarden, og "Drengene" for sidste Gang spillede for deres Far.

 

Et helt Sogn, en hel Egn vil savne den gamle Spillemand, og længe vil han huskes. Det kendes som en Hæder at have været hans Ven og som en Armod ikke at skulle møde hans Blik og hans Haandtryk mere.

 

Nu sover han, den gamle Spillemand, paa Als Kirkegaard under et ensomt Træ i det yderste Hjørne mod Havet. Højt ligger den hvide Kirke paa de grønne Brinker, og Havets og Vindens Musik toner over hans Grav. ‑

 

‑ ‑ Havde man spurgt Jens Frederiksen, om han troede, der var Musik i Himlen, vilde han have sagt: "Ja naturligvis, ellers var det jo ingen Himmel". Nu er han gaaet til det store Orkester. De forudgangne Storspillemænd vil hilse ham som en af deres egne, og Vorherre selv vil tage imod ham som den, der tog Børnene ved Haanden og ledte dem ind i Musikens Rige, ‑ som den, der spillede Glæde og Godhed ind i Menneskenes Hjerter.

 

Poul Lorenzen.


 


Jens Frederiksen

om Willy Burmeister

 


Det er næppe rigtigt, som statsskovrider Lorentzen i sin kronik i fredags fortæller, at spillemanden Jens Frederiksen, Als, engang skulle have udtalt sig til violinvirtuosen Burmeister om dette med, at en spillemand „havde taw'et”. Derimod fortalte Jens Frederiksen, selv om, hvorledes han engang havde overværet en koncert i Aalborg med nævnte violinist. I en pause havde Jens Frederiksens spillemandskollega, gaardmanden Mads Christian fra Nørre Kongerslev, vendt sig til den Als‑spillemand og spurgt:

‑ Naah, Jens ‑ hvad sejer do saa?

Jens Frederiksen havde da svaret: ‑ Jow, én maa jo beundre manden ‑ men


musikker, det er han ett! ‑. Hvortil Mads Christian forskrækket udbrød: ‑ Men hva' er et da, do sejer!

Naar Jens Frederiksen fortalte dette lille træk, tilføjede han forklarende, at den mand, der stod med violin og bue i haand, enten han var virtuos eller jævn spillemand, saa skulle han kunne knytte usynligt baand mellem sig og tilhørerne, han skulle have fat i disse, ellers var han ikke rigtig musiker. Det var dette, den gamle spillemand kaldte for at „ha’  taw'et”.

                                                                    ‑us.


 

Den gamle Spillemands Jordefærd

 


Den landskendte Landsbymusiker Jens Frederiksen begravedes Skærtorsdag Eftermiddag. Kirken var fyldt til sidste Plads.

 

Pastor Larsen holdt en stærk personlig præget Tale, idet han gik ud fra Ordene: "Herre, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt. Før Bjergene blev til, og du dannede Jorden, ja, fra Evighed er du Gud. Lær os at tælle vore Dage, saa vi bekomme Visdom i Hjertet". Jens Frederiksen har betydet meget her i Sognet, hvor han har levet i 3 Slægtled. Jens Frederiksen fyldte sin Plads her i Livet godt baade som Strandfoged og Gaardejer. Han fik derfor det synlige Tegn, Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Bevis for Øvrighedens Tilfredshed. Han var en god Fader for sine Børn, men hans største Indsats udøvede han gennem sin Musik. Altid var han parat, naar nogen kaldte, til at


medvirke med sin festlige Musik baade for unge og ældre. Hans Musik har ogsaa lydt mange Gange under Kirkens Hvælvinger. For hans Arbejde i et langt Liv i Musikkens Tjeneste fortjener han den varmeste Tak.

 

6 Sønner med Afholdsfanen i Spidsen bar Kisten til Graven, hvor Pastor Larsen foretog Jordpaakastelsen.

 

Politimester Jørgensen, Hadsund, udtalte en Tak for Jens Frederiksens Arbejde baade i Sognet og andet Steds. Han var en god, dansk Mand i al sin Færd. Ære være hans Minde. (Forsamlingen blottede Hovederne.)

 

Til sidst bragte Lærer Rasmussen en Tak fra de musikinteresserede og de mange Gange, Jens Frederiksen havde spillet til Børnenes Juletræ. Ogsaa en Tak fra Afholdsforeningen.