Jens Frederiksen,
død 19.april 1943.
En kendt
himmerlandsk Spillemand Jens Frederiksen, Als i Østjylland, er i Gaar død, ca.
90 Aar gammel. Jens Frederiksen var i omtrent 60 Aar Strandfoged i Als, men det
er ved sin Virksomhed som Landsbymusiker og Komponist af danske Melodier, at han
er blevet kendt. Han dannede sammen med sine otte Sønner et Orkester og har med
dette optraadt blandt andet i Radioen og i Kilden i Aalborg. Sin største
Berømmelse naaede Jens Frederiksen, da han sammen med Himmerlands
Folkedansere
under Ledelse af daværende Statsskovrider Poul Lorentzen var paa Turné i England
og leverede Musiken til de gamle Danse. Det er sikkert uden Sidestykke, at en
dansk Landsbyspillemand har opnaaet Berømmelse uden for sit Lands Grænser.
Jens Frederiksen
havde abonneret paa Politiken fra den Dag den udkom og blev derfor ved Bladets
50 Aars Jubilæum udnævnt til Æresabonnent.
Den gamle
Spillemand
i AIs død
Efter Faderens
Ønske spillede hans otte Sønner
ved Baaren i
Aftes
I en Alder af 89
Aar er Gaardejer og forhenværende Strandfoged Jens Frederiksen, Als,
Østjylland, afgaaet ved Døden i sit Hjem.
Det er en
Himmerlands stoute, særprægede Skikkelser, der her er gaaet bort. Skønt Jens
Frederiksen til sin Død drev sin fædrene Gaard, og skønt han var Strandfoged i
56 Aar, var det dog hverken som Strandfoged eller Landmand, han blev kendt over
det ganske Land, men derimod som Musiker. Han var en sjælden musikalsk Begavelse
og havde en inderlig og dyb, kærlighed til Musikken, der virkede smittende, saa
alle, der kom i Berøring med ham, uvilkaarligt kom til at elske Musik. Man siger
da ogsaa om ham, at han lærte hele Als at spille, og helt ved Siden af er det
ikke. Faa steder er Musikken i den Grad hver Mands Eje, som Tilfældet er I Als,
og det er først og fremmest Jens Frederiksens Skyld.
Spillede i London
Han begyndte
allerede at spille ved Byens og Egnens Fester, da han var 14 Aar gammel, og
længe varede det ikke, før hans Ry gik viden om. Da den daværende Statsskovrider
ved Buderupholm Skovdistrikt, Skovdirektør Poul Lorenzen i 1929 drog ud paa
Turne med sit Folkedanserhold, var Jens Frederiksen med som Spillemand, og i
Albert Hall i London spillede han sig ind i 10.000 begejstrede Englænderes
Hjerte. Mangfoldige andre Steder har han optraadt: ved Ræbild‑Fester, paa
Bellahøj, i Kilden, hvorfra hans Musik transmitteredes gennem Radioen, og mange
andre Steder. Hans musikalske Begavelse gik i Arv til hans Børn, og hans otte
Sønner udgjorde i sin Tid et smukt sammenspillet Orkester.
Som ungt Menneske
aftjente Jens
Frederiksen sin
Værnepligt i Viborg, hvor hans musikalske Evner bragte ham ind i
Regimentsmusikken, og ved sin Hjemkomst blev han ansat som Strandfoged. Da han I
denne Egenskab fejrede 50 Aars Jubilæum, fik han tildelt Dannebrogsmændenes
Hæderstegn.
Et gribende
Optrin ved den
gamle Spillemands
Baare
Skønt hans Musik
ofte førte ham bort fra Hjemmet, var han dog et Hjemmets Menneske. Han elskede
sit Hjem, og kort før han døde, bad han om, at hans Kiste maatte blive stillet
hen under den store Kastanie i Gaarden ved hans gamle Hjem, og her skulde hans
otte Sønner blæse en af hans egne Kompositioner "Aften ved Havet". Der var en
ejendommelig bevæget Stemning over
det store Følge,
da Sønnerne i Aftes inden Kisten førtes til Kapellet, efterkom Faderens sidste
Ønske.
Jens Frederiksen
er ikke mere, men al den Livsglæde, han med sin Musik har nedlagt i sine
Medmenneskers Sind, vil bevare hans Minde langt ud i Fremtiden.
For nogle Uger
siden døde den gamle Spillemand Jens Frederiksen i Als. Statsskovdirektør
Poul Lorenzen, der var en god Ven af denne stoute, særprægede Himmerbo, har
i Kronikken i Dag ristet ham en smuk Minderune. Han fortæller om Jens
Frederiksens jævne og dog saa rige Tilværelse gennem hvilken
Kærligheden til
gammel Folkemusik gik som et skønt klingende Ledemotiv og fremhæver den gamle
Spillemands noble og retsindige Karakter, der skaffede ham Agtelse og Venner
ikke blot i Himmerland, men langt udenfor hans Hjemegns Grænser, hvortil hans
Virksomhed som Spillemand førte ham.
Hjemstavnsliv.
Nr. 8 - Fredag
den 21. maj 1943.
Minderune over en
gammel Spillemand.
Jens Frederiksen,
Als, Himmerland, er død 90 Aar gammel. I sine senere Aar var han Landmand, og
endnu i Fjor tog han Del i Høstarbejdet. En Tid var han Møller. Strandfoged var
han en Aarrække, Fisker var han det meste af sit Liv. Men een Ting var han
altid: Spillemand. Musikken, vel at mærke den "gammeldaws", var hans eet og alt.
Mange
Folkedansere husker Jens Frederiksen fra nogle af vore stævner. Han var saaledes
med til Danske Folkedanseres allerførste Stævne i Skanderborg 1930. Andre har
hørt ham og de berømte 8 Sønner, "Drengene", som han blev ved at kalde dem,
spille til Rebildfesten eller paa Bellahøjudstillingen eller i Radiofonien; men
intet af alt dette gik Jens Frederiksen til Hovedet, han blev ved at være
Landsbyspillemanden Jens Frederiksen fra Als i Østhimmerland, ogsaa, da han i
1929 var med Himmerlandskvadrillen i England og spillede under Jubel i det
udsolgte Albert Hall og mange andre Steder, og han er dog rimeligvis den eneste
danske Musiker, der har spillet for udsolgt Hus i Albert Hall.
Men sin
Livsgerning som Spillemand øvede Jens Frederiksen i Als By og Sogn, hvor hvert
Barn kendte ham, hvor gamle og unge lyttede til hans Musik, og hvor han
underviste i Musik, saa hvert andet Menneske kan spille. Jeg har været til
Legestue i Als og danset til et 16 Mands Orkester. Musikerne skulde have en Kop
Kaffe og stillede Instrumenterne fra sig, medens de dansende belavede sig paa
ogsaa at holde Pause; men en af Forsamlingen tog Kontrabassen, en anden
Violoncellen, og før man saa sig for, sad der et nyt Orkester og spillede ‑ alle
Elever af den gamle Mester.
Jeg har ogsaa
oplevet en Aften i Als med Musik og Dans, en Art Jubilæum med Jens Frederiksen i
Spidsen for Orkesteret i Anledning af, at det var 70‑Aars Dagen for den første
Legestue, hvor han havde spillet. Han spillede paa den samme Violin som den
Gang, og han spillede som en ung Mand.
Den Aften var
hele Als Sogn samlet for at sige den gamle Spillemand Tak. En Mand mindedes, at
han for 53 Aar siden lærte at spille hos Jens Frederiksen, og en graahaaret Kone
fortalte om Juletræet i Skolen, da hun var Barn ‑ det eneste Juletræ, Børnene
kendte den Gang. Der sad Jens Frederiksen i Lysenes Glans
og spillede de
gamle Julesalmer, medens Børnene sang, ‑ og Pinsemorgen mødtes han og Børnene
igen til Sang og Musik, dog ikke i Skolen, men i de grønne Bakker ud imod
Stranden, "Og siden hen", fortsatte Konen, "spillede du til mit Bryllup baade
Bryllupsmarchen til og fra Kirken og til Dansen om Aftenen ‑ og senere igen for
mine Børn til Jul og til Pinse, ‑ og nu har du også spillet til mit Sølvbryllup,
og for det altsammen vil a sige dig Tak, Jens Frederiksen".
Han var ikke
Violinvirtuos, den gamle, prøvede heller ikke paa at være det; men paa sit
Omraade som Landsbyspillemand hørte han til de store. Han kunde sit Fag og kunde
være en haard Dommer overfor, hvad der ikke var ægte. "Han spiller storartet",
kunde Jens sige om en eller anden rutineret Musikker, som forsøgte sig med en
gammel Menuet el. l.; "men det har ikke noget med Dans at gøre, ‑ han mangler
"Tawet"!
Komponist var han
ogsaa baade til Menuetter, Valse, Marcher m. m., og der er fortrinlige Ting
imellem. En lille alvorlig og køn Melodi "Aften ved Stranden" har han ogsaa
komponeret. Da Jens fyldte 88, vilde man vække ham med Musik og stillede Kl. 6
om Morgenen; men Fødselsdagsbarnet var forlængst gaaet til Havet, hvortil han
gik hver eneste Dag. Hen paa Eftermiddagen kom Musikanterne igen, og nu var Jens
Frederiksen
hjemme og kunde glæde sig over, at de til hans Ære spillede en stor Del af hans
egne Kompositioner bl. a. "Aften ved Stranden". Den blev spillet som en Hymne;
vi rejste os, og øjeblikket var saa højtideligt, at alle var dybt grebne, ogsaa
den gamle, som sagde: "Den spillede I smukt" Men saa tog han sig i det, ‑ det
var jo "Drengene" og andre Elever, der ikke havde godt af for megen Ros, ‑ og
rettede det til: "Den kom I helt pænt fra!"
Men endnu mere
højtidsfuldt maa det have lydt, da den gamles Kiste Skærtorsdag stod under
Kastanjen i Gaarden, og "Drengene" for sidste Gang spillede for deres Far.
Et helt Sogn, en
hel Egn vil savne den gamle Spillemand, og længe vil han huskes. Det kendes som
en Hæder at have været hans Ven og som en Armod ikke at skulle møde hans Blik og
hans Haandtryk mere.
Nu sover han, den
gamle Spillemand, paa Als Kirkegaard under et ensomt Træ i det yderste Hjørne
mod Havet. Højt ligger den hvide Kirke paa de grønne Brinker, og Havets og
Vindens Musik toner over hans Grav. ‑
‑ ‑ Havde man
spurgt Jens Frederiksen, om han troede, der var Musik i Himlen, vilde han have
sagt: "Ja naturligvis, ellers var det jo ingen Himmel". Nu er han gaaet til det
store Orkester. De forudgangne Storspillemænd vil hilse ham som en af deres
egne, og Vorherre selv vil tage imod ham som den, der tog Børnene ved Haanden og
ledte dem ind i Musikens Rige, ‑ som den, der spillede Glæde og Godhed ind i
Menneskenes Hjerter.
Poul Lorenzen.
Jens Frederiksen
om Willy
Burmeister
Det er næppe
rigtigt, som statsskovrider Lorentzen i sin kronik i fredags fortæller, at
spillemanden Jens Frederiksen, Als, engang skulle have udtalt sig til
violinvirtuosen Burmeister om dette med, at en spillemand „havde taw'et”.
Derimod fortalte Jens Frederiksen, selv om, hvorledes han engang havde overværet
en koncert i Aalborg med nævnte violinist. I en pause havde Jens Frederiksens
spillemandskollega, gaardmanden Mads Christian fra Nørre Kongerslev, vendt sig
til den Als‑spillemand og spurgt:
‑ Naah, Jens ‑
hvad sejer do saa?
Jens Frederiksen
havde da svaret: ‑ Jow, én maa jo beundre manden ‑ men
musikker, det er
han ett! ‑. Hvortil Mads Christian forskrækket udbrød: ‑ Men hva' er et da, do
sejer!
Naar Jens
Frederiksen fortalte dette lille træk, tilføjede han forklarende, at den mand,
der stod med violin og bue i haand, enten han var virtuos eller jævn spillemand,
saa skulle han kunne knytte usynligt baand mellem sig og tilhørerne, han skulle
have fat i disse, ellers var han ikke rigtig musiker. Det var dette, den gamle
spillemand kaldte for at „ha’
taw'et”.
‑us.
Den gamle
Spillemands Jordefærd
Den landskendte
Landsbymusiker Jens Frederiksen begravedes Skærtorsdag Eftermiddag. Kirken var
fyldt til sidste Plads.
Pastor Larsen
holdt en stærk personlig præget Tale, idet han gik ud fra Ordene: "Herre, du har
været vor Bolig fra Slægt til Slægt. Før Bjergene blev til, og du dannede
Jorden, ja, fra Evighed er du Gud. Lær os at tælle vore Dage, saa vi bekomme
Visdom i Hjertet". Jens Frederiksen har betydet meget her i Sognet, hvor han har
levet i 3 Slægtled. Jens Frederiksen fyldte sin Plads her i Livet godt baade som
Strandfoged og Gaardejer. Han fik derfor det synlige Tegn, Dannebrogsmændenes
Hæderstegn, som Bevis for Øvrighedens Tilfredshed. Han var en god Fader for sine
Børn, men hans største Indsats udøvede han gennem sin Musik. Altid var han
parat, naar nogen kaldte, til at
medvirke med sin
festlige Musik baade for unge og ældre. Hans Musik har ogsaa lydt mange Gange
under Kirkens Hvælvinger. For hans Arbejde i et langt Liv i Musikkens Tjeneste
fortjener han den varmeste Tak.
6 Sønner med
Afholdsfanen i Spidsen bar Kisten til Graven, hvor Pastor Larsen foretog
Jordpaakastelsen.
Politimester
Jørgensen, Hadsund, udtalte en Tak for Jens Frederiksens Arbejde baade i Sognet
og andet Steds. Han var en god, dansk Mand i al sin Færd. Ære være hans Minde.
(Forsamlingen blottede Hovederne.)
Til sidst bragte
Lærer Rasmussen en Tak fra de musikinteresserede og de mange Gange, Jens
Frederiksen havde spillet til Børnenes Juletræ. Ogsaa en Tak fra
Afholdsforeningen.