„Politiken" Kronik. 16‑7‑33

 

En Spillemand fra Himmeland

Den nordjyske forfatter Carl Raa­schou, Nørre Saltum, fortæller i neden­stå­en­de artikel om den gamle Landsby‑musikant Jens Frederiksen, der sammen med sine otte sønner spiller til dans ved himmerlandske bon­degilder.

En juleaftenskvæld i gråligt og tåget vejr møder jeg ham på kirkevejen. Kirke­klok­kerne kimer den sædvanlige halve time før solnedgang, mens solnedgangen i sig selv er usynlig. Gubben er nu nær de firs, og han kommer dér undersætsig og firskåren og hvidskægget, stubbende på sine korte ben som en gammel julenisse. Han er på hjem­vejen fra sin sædvanlige tredje van­dring til stranden. Dette stykke vej fra hjemgården gennem den ene side af lands­byen, ad kirke‑ og strandvejen og ned gen­nem den berømte hulvej til stranden – et lille kvarters gang i alt, er så at sige man­dens livsløb igennem snart fire gange ti år. Kun i meget få og meget korte perioder af sit liv er han slået ud af sin daglige bane, som han da altid er vendt tilbage til og fal­det til ro i igen. Hvad der så ellers gennem et langt liv er nået frem til dette menne­ske­sind, er nået frem på dette kvarters gang frem og tilbage mellem gården og stranden.

 

Men vandringen det korte stykke vej har man­gen en gang taget timer. Der skulle hil­ses og skiftes ord med så mange, han kom ivej for. Deraf flød der lange samtaler og diskussioner – og dagene gik; gamle Jens Fre­deriksen gik – imellem han stod, altså.

Omkring århundredskiftet gjorde en smart kroejer navnet "BAD ALS" kendt over det ganske land. Det var i disse dage ret uanmindeligt, at et østjysk badested – oven i købet med dårlige badeforhold – var besøgt af henimod et hundrede faste bade­gæster på én gang. Men den næsten sjæl­landske natur derude ved Kattegat, en mils vej nord for Mariager Fjord, holdt ferie­gæ­sterne fast og drog turister i hobetal ud til ky­sten, de selv efter datidens begreber dår­lige vejforhold til trods.


Hele denne fremmed-invasion kom som en styrtsø over egnen og dens befolk­ning. Den prægede egnens ungdom, den åb­nede øjnene for moderne tænke‑ og hand­le­måde, og gav vel mangt et sted usikkerhed i livsindstillingen. Een befandt sig imidler­tid under alt dette som en fisk i vandet; Jens Frederiksen, hvis sjæl fra barndommen af dirrede i rytmer og takter og toner, fik nu lange ture på sin korte vandring. Nu kom han for alvor ud for oplevelser gennem sine samtaler med betydende mænd inden for musikens og kunstens verden i det hele ta­get.

Men også mandens politiske inter­es­se fandt næring i hine dage. Med sindet for længst tændt i brand af gnister fra den Hørupske esse, sankede Jens Frederiksen sig nu smuler fra den rige mands bord, man­den som levede derude, hvor begivenhe­der­ne foregik. Navnene på alle disse mænd, som dengang færdedes på Als'  landsbyga­der, er vel nu glemt af de fleste nulevende; det er heller ikke afgørende, hvem disse var, det afgørende ligger i, at mændene kom en­gang, kom som stjerneskud, lyste op og for­svandt igen. Men éngang opdaget havde Als forholdsvis let ved at holde sit turist‑re­nom­mé vedlige; som turistby hævder Als sig den dag i dag som en flot Numer et blandt Him­mer­lands landsbyer.

Men det var ikke byen ‑ det var man­den. Født af en bonde og selv bonde al­le sine livsens dage gik Jens Frederiksen på sin fædrenegård og tilliggende mølle, indtil soldatertjenesten kaldte ham bort. Han af­tjente sin værnepligt som regimentsmusiker i Viborg, og impulserne fra en større musiks verden satte manden i drift, ja endog i den grad, at han siden efter, et par menneske­aldre  igennem, pløjede musik frem i sine med­menneskers sind derhjemme i sognet som bonden pløjer den fede undergrund frem på sine tilsandede agre.

Jens Frederiksen kultiverede sin Hjemegns befolkning musikalsk. Han tog gen­nem de mange år bøndernes og hånd­vær­­ker­nes sønner til sig og lærte dem at spille, og ret tidligt havde han sit eget orkester af eg­ne elever. Igennem et sejgt og lidet på­skøn­net slid lærte han disse bondeknolde at spille, han tampede musiken ind i deres træ­ge kroppe og sind. Det var således i det sid­ste tiår af forrige århundrede, at Jens Fre­de­riksen sammen med byens førstelærer fik et mandskor stablet på benene – og nu kom så også turen til sangen. Efter mange års utræt­te­ligt og møjsommeligt slid fra ledernes og de enkelte trofastes side begyndte da omsi­der al denne musikalske opdragelse at sætte frugt. Man så nu i disse år derude i denne af­sides landsby det særsyn, at Afholds­hjem­mets store sal kunne stuves fuld af men­ne­sker fra by og omegn, mennesker, som kom bare for at høre Jens Frederiksen og hans mu­sikere spille og sangforeningens kor syn­ge. Det var sådanne aftener, den lille fir­skårne mand med det rødlige åsyn og det si­den ungdommens dage grå hår opstrøget over den brede pande lærte disse hundreder af tilhørere at lytte. Disse bønder, fiskere og håndværkere sad ikke i flere timer på uma­gelige træbænke for at ryge tobak og passia­re til musikkens akkompagnement, nej, de sad tavse og lyttede. Det var således, der blev spillet derude i den lille sydøst­him­mer­land­ske landsby i disse år, spillet som intet an­det sted inden for mange miles område.

Alligevel har vi kun en del af man­den, hvis vi hæfter os ved de klassiske nav­ne, som dengang stod på Jens Frederiksens musikprogrammer.  Manden ville da ikke, hvis dette var ham nok, have været det, han i bund og grund var – en spillemand, thi de fleste nætter af sit lange musikerliv tilbragte Jens Frederiksen nok alligevel på spille­mands­sæderne rundt om i dansesalene, og er blevet ved dermed helt op på sine gamle da­ge. Vel tog han delvis denne side - - -

 

                         her mangler en fortsættelse!